Gå til hovedindhold

Om skolen

Sølystskolen er en folkeskole med omkring 760 elever fordelt i 31 distriktsklasser og 9 specialklasser.

Indhold

    Vores skole

    Vi ser klasserne som de bærende enheder i vores arbejde. Derfor er målet for vores undervisning og fritidstilbud at skabe de bedste rammer for klassernes udvikling – det gavner nemlig både fællesskabet og den enkelte elev.


    Vores mål og værdier

    Vi gør os umage for at leve op til dine forventninger til os. For de fleste forældre er det afgørende, at vi sikrer, at børnene får de kompetencer, det kræver at kunne deltage aktivt i livet efter skolen - at de gennem deres samlede skolegang udvikler ’livsmestring’.

    Derfor er vores mål, at børnene får en stor almenviden, deres grundlæggende færdigheder skal være i orden, og de skal have en tryg og inspirerende skolehverdag.

    Vi stræber efter at leve op til folkeskolelovens ambition om både at give børnene faglige udfordringer og en social forståelse. Vi fokuserer i særlig grad på at udvikle en skole, hvor der er et forpligtende fællesskab, og hvor der er faglige udfordringer for alle.

    På Sølystskolen arbejder vi alle ud fra børnesynet "at alle børn gør det godt, hvis de kan", og "at alle børn er én, men én i blandt". På den vis ser vi ikke kun barnet som unikt individ med egne behov, men også som en vigtig spiller i fællesskabet - både når det går godt, og når ting kan blive svære.

    Som voksen på skolen har man derfor altid ansvaret for at være nysgerrig på elevernes adfærd og afstemme egne handlinger herefter. 

     

     

    Vores fire kerneværdier

    Livsglæde - Vi værdsætter hinanden ved at være nærværende, engagerede og handlekraftige.

    Kreativitet - Vi er nysgerrige og arbejder procesorienteret, skabende og eksperimenterende. Vi ønsker at sikre plads til nytænkning. Intet må være umuligt.

    Fællesskab - Vi vil være et fællesskab, hvor alle deltager aktivt for at vedligeholde og udvikle traditioner. Vi vil sikre, at alle kender fællesskabets opgaver og spilleregler.
    Vi arbejder ud fra "at alle børn er én, men én i blandt".

    Tillid - Vi møder hinanden i en positiv, åben og tillidsfuld kommunikation. Vi er en rummelig skole med optimale udviklingsmuligheder for alle.

    Vi ved, at børnenes udvikling sker i fællesskabet. Derfor arbejder vi både på gruppe- og individniveau. Vi vil skabe et inkluderende fællesskab, hvor den anerkendende relation er i centrum. Vi har fokus på børnenes forskellighed, og hvad de hver især brænder for. Nøgleordene er anerkendelse og humor.

    Vores omgivelser

    Vi tror på, at vores omgivelser i høj grad påvirker os i hverdagen. Derfor prioriterer vi, at vores skole er velholdt både udenfor og indenfor. De sidste år har vi brugt en del af vores overskud på at renovere skolen og lave nye legepladser.

    Vores fantastiske beliggenhed med udsigt til Aarhusbugten og Egå Marina gør os glade og stolte af det, vi har. Derfor sørger vi for at bruge havets og strandens muligheder i vores undervisning. Skolens ligger også tæt på Grenåvej, og det gør det let at komme til og fra skolen.



    Sidst opdateret: 9. september 2025